Tempus og modus lyder for de fleste nok meget tørt og bliver nok oftest også forklaret på en tør og kedelig måde. Men ikke af mig, for jeg er virkelig fascineret af disse to grammatiske spor, som repræsenterer to simultane tidslinjer, vi kan bevæge os på afhængigt af vores sprogbrug. Tempus er nøglen til den tidslinje, der afspejler det objektive univers: alle faktuelle, konkrete handlinger, der er sket, sker og vil ske i tid. Modus er nøglen til det subjektive univers og til alle de handlinger, der aldrig fandt sted eller lidet sandsynligt vil finde sted i tid. De to tidslinjer kan eksistere samtidigt, fordi du på ytringstidspunktet for et subjektivt ønske eller hypotese befinder dig på den konkrete, lineære tidsakse, mens du trækker på det urealiserede, som altid er til stede i form af sit potentiale. Som stjernestøv i luften. Forestil dig, at du ser tilbage på dit liv og kommenterer på en mulighed, der aldrig indtraf. Så står du altså i lineær tid på en helt konkret dato i Nutid og beskriver et urealiseret ønske, du havde på en anden helt konkret dato eller periode i Datiden. Fakta blander sig med ønsker – ønsker realiseres og bliver fakta – af og til. Tidslinjerne bevæger sig om hinanden, og modus roterer om sig selv langs tempus-aksen, der ligeledes roterer om sin egen akse og altid fremad. Disse muligheder… alt potentialet ligger hele tiden i Nutid (præsens), og vi kan til hver en tid hæve os over vores egen personlige tidslinje og verdens tidslinje og betragte og sprogligt kommentere, alt hvad der indtraf eller aldrig indtraf, samt hvad der måske vil indtræffe i vores egen fremtid og i verdens fremtid efter vor tid. Grammatik er sprogets mulighed for at rejse i tid, fordi sproget er tankernes og ytringernes neurologiske udtryk. Hvis dét ikke er fascinerende, så ved jeg ikke hvad!
Er vi i god kontakt med vores sanser og følelser, vil ethvert minde, vi får i dagligdagen, være en invitation til en tidsrejse, hvor det givne minde og hele dets indpakning kan anskues på ny. Når vi ser på ting igen fra et andet mere erfarent ståsted – i den evigtbevægende Nutid – forstår vi omstændigheden dybere og modificerer i Nutiden dens betydning. Vi kan ikke ændre, at omstændigheden indtraf, men vi kan ændre dens spejlbillede. Vi ser, at der ikke eksisterer to uafhængige nu’er, men at de to hænger uløseligt sammen også med det tredje nu, der har mulighed for at komme i fremtiden, hvor du med en endnu større bevidsthed og erfaring får mulighed for at spejle omstændigheden igen.
Vi behøver naturligvis ikke se på det – og så blev det endnu én af de uendelige muligheder, der aldrig indtraf.