“L’enfer, c’est les autres”, sagde min fransklærer en gang i gymnasiet, i en time dedikeret til filosoffen Jean-Paul Sartre og hans teaterstykke “Huis clos” fra 1944. Jeg glemmer det aldrig, for lige dér forstod jeg noget om dét at blive set i andres øjne, med deres øjne og med alle deres forestillinger om rigtigt og forkert. Noget om at blive målt og vejet af andre. At stå ansigt til ansigt med én, der kun ser, hvad han vil se. At blive fastholdt i en andens blik i forhold til ens tidligere handlinger og udsagn.
Det er en evig kamp, eller et bundløst kar, eller skruen uden ende at tvinges til at se sig selv som et objekt gennem en anden bevidstheds blik.
“Helvede er de andre”, sagde Sartre, og med ét var jeg grebet af Eksistentialismen. Jeg tror nok, jeg forstod, at mærkater aldrig skulle tages personligt, fordi de kun reflekterede ét menneskes syn på mig, og at andre kunne have andre opfattelser. Og det var formålsløst at prøve at forstå, hvorfor den ene tænkte dette og den anden hint. Som følge heraf kunne jeg heller ikke lade mig styre af andres meninger. Jeg måtte nødvendigvis være tro mod mig selv og styre mig selv indefra og ud. Faktisk er det en kilde til evig lidelse at søge andres anderkendelse for at føle sig værdsat, og det er den diametrale modpol samtidig at insistere på at følge hjertes stemme. Der skal træffes et valg: Tragter du efter egen eller andres billigelse?
Store sager for en teenager…
Sartre eller ej er det altafgørende for at kunne slippe din indlæring fri opgøret med betydningen af andres meninger om dig, sådan at de ikke dikterer, hvad du kan og ikke kan, hvem du er og ikke er. Hvis du tænker lidt over det, opdager du måske, at du aldrig før har set, hvordan andre har påvirket dig ved at definere dig i en meget tidlig alder og på en måde irammesat din person og skabt en “sandhed” om dig, som du har troet på, fordi du bare var lille og troede, de andre havde ret, og som har påvirket dine valg og din retning i livet.
Du må vide, hvem du er for at vide, hvem du ikke er. Og det starter med at mærke, hvad dit hjerte banker for. Hvis du finder glæde ved noget bestemt, skal du følge det og sortere andres stemmer fra! Men hør alligevel stemmerne og stop et øjeblik op og spørg dig selv, om der er noget sandt i det? Det kan tage tid at rydde op i mange gamle overbevisninger, der er blevet til af andre, men det er en øjeblikkelig og umiddelbar fryd at erstatte dem med din egen sandhed.
Jeg vil måske tilføje at Helvede også godt kan være os selv, når vores store ego’er forventer og forlanger resultater. Det afslører sig selv ved altid at være en hård stemme, den dømmende dommer, mens hjertet stemme er vis og mild og opløftende. At sætte sin indlæring fri handler derfor i høj grad om, skridt for skridt, at vælge de kærlige valg, som sætter os fri af de egoistiske valg og åbner hver vort unikke bur af usandheder omkring os.
Dette er nøglen til vitterlig at kunne sige: “Min overbevisning om min indlæring er dikteret af mig og ikke af andre”. For når du forvandler de tidligere automatiserede tanker og reaktioner, vælger du en anden vej: Din sande naturs vej; dit hjertes vej. Du er blevet subjektet i dit eget liv.