Jeg bliver ved lidt endnu med den usynlige side af læring som modstykke til den konkrete udtryksside. For forleden var jeg vidne til en klassisk kommentar fra et familiemedlem til min egen søn. Min søn er lige knapt 2,5 og lærer både dansk og italiensk. Jeg, der er sammen med ham hele tiden, ved jo, at han forstår alt på begge sprog, for han reagerer jo på begge sprog. Han er bare ikke så langt med at tale endnu. Familiemedlemmet kom til at konkludere, at fordi han ikke hørte sprog, var der nok heller ikke noget sprog. Og han kom til at sige noget med, at den lille jo ikke forstod.
Dette siger jeg naturligvis ikke for at udstille nogen men derimod for at udstille tankegangen, du helt sikkert er bekendt med, og som måske endda lever i din underbevidsthed. At udstille den for at blive opmærksom på den og klogere på den. Når jeg siger, det er en klassiker, er det netop fordi, det er min oplevelse, at alle i ny og næ og i større eller mindre grad støder på det benspænd, og den fejlagtige konklusion, at man ikke kan italiensk, når man ikke kan sige nok. Utilstrækkeligheden er netop konfrontationen med, at der er så meget derinde, man bare ikke kan få ordentlig ud. Når det er derinde, burde man jo også kunne sige det, og så er der ikke langt til den klassiske, ærgerlige konklusion, “at så kan man heller ikke noget”.
Her kan det være forløsende at vide, at sprogperception, som er din sprogforståelse, og som findes i tindingelapperne (også kaldet “Wernickes område” i hjernen) falder på plads tidligere end sprogproduktion, som er din tale. Talecentret findes i pandelappen (i “Brocas område”). Sprogets anatomiske grundlag for de sproglige funktioner er altså et komplekst system af underliggende systemer, der har hver sin plads i hjernen, og som udvikles i forskellige tempi. Udover de to nævnte sprogområder, er mange neurale netværk aktive og arbejder sammen under sprogprocesseringen. Og fordi vi ikke lige kan se vores sprogforståelse, betyder det altså ikke, at den ikke er der, men det giver os et hint om, at det er vigtigt at koncentrere os om begge centre i forbindelse med vores sprogtilegnelse og lave øvelser, der hele tiden forbedrer og udfordrer begge spor.
Når vi bliver opmærksomme på disse centre og disse tempi, bringer vi en vigtig ikke-sproglig faktor ved indlæringen på banen, nemlig vores bevidsthed; den del af os, der på ét eller andet plan altid observerer, dét vi foretager os. En sproglig bevidsthed der gør os klogere på vores indlæringsproces.
Bevidsthed reguleres af dine hjernebølgefrekvenser. Alt reguleres faktisk af disse frekvenser; din adfærd, dine tanker, dine følelser og din krop. Og frekvenserne er i konstant bevægelse. For at indtage ny viden er det vigtigt, at hjernen er i en langsommere hjernebølgetilstand, som er tilstede ved grænsen mellem alfa- og thetafrekvenser, og hvor man er i en mentalt og fysisk afslappet bevidsthedstilstand. Disse bølger forekommer i barndommen, på tidspunkter med dyb læring, såvel som i en tilstand af dyb opmærksomhed eller meditation. Vi kender alle tilstanden, men anvender den sjældent bevidst. Dermed misser vi faktisk chancen for at skabe transformation i det ikke-bevidste sind. Og jeg mener derfor, vi bør bruge meget mere krudt på, at bringe vores hjerner ind i denne tilstand for at styrke læring og hukommelse. En dygtig underviser vil vide at kunne skabe rammerne for et sådant afslappet læringsmiljø. Men i læringsrummet bidrager alle med deres bevidsthed, så hvorfor ikke starte med din egen?
