Italienerne har i deres sprog dette vidunderlige begreb “pazienza“, der, ligesom vores “hygge” ikke kan oversættes direkte men må forklares. I lingvistikken kalder vi det et kulturém: Dvs. en kulturel informationsbærende enhed, hvis indhold forståes af en begrænset gruppe mennesker. Jeg synes, at vi, i tiden vi befinder os i lige nu, kan have gavn af at se nærmere på dette italienske fænomen.
I begrebet pazienza ligger åbenlyst tålmodighed, ja, men ikke kun; der ligger også en tillid til, at alt går sin gang, som det nu skal og ender, som det nu skal – uden skelnen til, om det er godt eller dårligt, om man er enig eller uenig. Det ender, som det ender. Alting tager den tid, det nu engang skal tage. At acceptere denne livsomstændighed uden at forcere et bestemt udfald hænger også sammen med, at det oftest ligger uden for vores hænder at påvirke det. Det er ikke et skæbnesvangert fænomen, og det er heller ikke ansvarsfralæggelse eller dovenhed, som nogle fejlagtigt tror, men blot en dybfølt accept af livet og dets udfordringer her og nu. Sandsynligvis hænger denne tilbøjelighed sammen med landets dybe katolske kultur, men dét vil jeg lade dig selv tænke videre over. Det er en kulturel accept af tingenes tilstand, som generelt ligger danskere meget fjernt. I vores kultur har det længe været vigtigt netop at påvirke tingenes gang og været anset for en kompetence og en styrke i det mindste at forsøge – også hvor man intet har kunnet stille op. (Om dét så er fordi, mange danskere ikke tror på Gud men på egen evne og handlekraft, vil jeg ligeledes lade dig selv spekulere videre over). Men som med alting er den gyldne middelvej ofte at foretrække, sådan at man hverken overlader alt til skæbnen eller fuldstændig lukker øjnene for, at man ikke har indflydelse på alt her i livet.
Min opfordring til dig er derfor at tage “pazienza” til dig i de situationer, hvor du måtte blive utålmodig med din egen indlæringsproces og indlæringshastighed. Vær mild ved dig selv. Give yourself a break! Træk på skuldrene og sig højt for dig selv: Pazienza…
