I sproget bruger vi tillægsord til at beskrive os selv og verden, og tillægsordene kan gradbøjes i 3 former: den positive form, komparativ og superlativ. Som fx ‘god, bedre, bedst’. Er det faktum alene, at der findes en positiv form i gramtikken, ikke fuldstændig vidunderligt? Komparativ og superlativ angiver begge en gradsforskel fra positivformen og implicerer dermed en sammenligning – direkte som indirekte; egentlig som uegentlig. Jeg bringer det op, fordi denne gradbøjning fremhæver trangen til konstant at sammenligne alt og alle – os selv med alle andre. Det komparative perspektiv er en af de helt store psykologiske blokeringer for uhindret indlæring. En sikker måde at føle sig utilstrækkelig og mindre værd på og samtidig bilde os selv ind, at vi har langt endnu. I virkeligheden forholder det sig sådan, at vi aldrig når frem. Sådan i et perfektionistisk mål, vi kan sætte flueben ved. Det er slet ikke meningen. Meningen med det hele er at nå frem gang på gang; nu og hele tiden. Sådan udvikler vi os som mennesker, og sådan udvikler dét sig, vi ønsker at lære og tilegne os. Fra dette sted giver det mening, at der ikke er noget sted, vi skal være; ikke noget niveau vi skal være nået. Vi er hele tiden lige dér, hvor vi skal være: i evig bevægelse og i evig udfoldelse. Dit rene udgangspunkt er positivt, ligesom tillægsordets rene opslagsform. Og dér er så smukt – lige indtil vi får trang til at sammenligne og vurdere. Crash, så gik det i stykker.
Når vi formår at være nærværende i kortere eller længere tid, kan vi gå indad og mærke og bevidne den sprudlende glæde ved dét, vi tilegner os – igen og igen. Dette sted kalder jeg vores indre læringsrum. I dette rum er dét, du kan, altid nok. Her er du altid nok. Det er et rum, hvorfra du gang på gang kan hente tillid og støtte.
Når du vælger at lære fra dit indre læringsrum, vil du opleve at have adgang til helt andre ressourcer, muligheder og løsninger. Og her vil du opleve, at glæde og og en følelse af lethed er den positive bivirkning ved, at du prioriterer din passion og følger dine drømme, OG at de er uadskillige størrelser, der kun vokser med dit fokus, i takt med din indlæring.
Denne måde at være på med sig selv og sin indlæring er dybt personlig – i sin rene positive form. Og denne kontakt knækker, så snart den sammenlignes med andres positive former. Det er – uden sammenligning (!) – det største tidsspilde at sammenligne i øvrigt helt uens størrelser, blot fordi de har det til fælles, at de er mennesker på denne Jord. Prøv at blive opmærksom på hvordan og hvor ofte, du bøjer dine tillægsord. Især med den stemme, der ikke får lyd, men kontinuerligt hvisker for dit indre, om du eller andre er ‘god, bedre, bedst’. Måske er tiden kommet til at gøre op med komparativen og bare bruge den positive form til at beskrive dig, dine evner, dine drømme? Til at lade det positive stå stærkt alene.
I skrivende stund befinder vi os i en nedlukning – nationalt som globalt. Med masser af fysiske og sociale begrænsninger til følge. Vores ydre verden er begrænset. Men det behøver vores indre verden ikke være. Husk det. Begynd at vikle dig fri af dine egne mentale frihedsbegrænsninger.