Det er ganske almen menneskeligt at indkranse sit studie eller sin praksis i form af et rum, et beskyttende læringsrum, der skal indgyde ro og tryghed, når vi studerer eller fordyber os: Klasselokalet, hvor der undervises, meditationsrummet, hvor der mediteres, kirkerummet, hvor der praktiseres nærvær med og dyrkelse af noget større. Fysiske, definerede, accepterede rum, hvor det udadtil er i orden at gå ind. I disse rum tør vi øve, fejle og miste kontrol, og dét er godt og nødvendigt – indtil det ikke er længere; indtil dét punkt, hvor det fysiske punkt bliver overflødigt – aldrig ligegyldigt (!) men unødvendigt i et liv i en tilstand af konstant læring, konstant fordybelse, konstant meditation. Rummenes styrke er fællesskabet, og de utrolige ting, der kan opstå sammen med andre – og derfor vil der altid være behov for dem! Jeg har beskæftiget mig meget med at definere og skabe læringsrum og sætte ord på stemninger og miljøer, som er vigtigt at forstå, når man formidler viden for andre mennesker. Men det er også vigtigt at tale om ovennævnte punkt; dér hvor man er så trænet, at dét man studerer bliver selve bevægelsen i livet, dér hvor vi kan gøre, lære, forstå ting på stedet i modsætning til et bestemt sted. Dér, hvor vi tør være os selv uden rummets beskyttelse, der hvor vi tør lære uden læreren, meditere uden puder og tæpper, bede uden præsten. At befinde sig dér er virkelig spændende, for da forstår vi for alvor, at der ikke er nogen steder, vi behøver at være for at opnå noget bestemt ønskværdigt, at det hele er tilgængeligt lige dér, hvor vi tilfældigvis er.
Lauras blogprosa slutter her. Mine indlæg med refleksioner over indlæring gennem 17 år som underviser slutter med dette indlæg. Men de bliver liggende på skrift her på siden og indtalt af mig i podcasten: Slip din indlæring fri – til evig inspiration.
Tak fordi du lyttede med. Tak fordi du følger med – følger mig, og følger dig selv og din læringsrejse.
Buona fortuna,
Laura