Fordi jeg arbejder med sprog, som umiddelbart er en svært målbar størrelse og dermed – for nogle – ikke så værdifuldt, som andre, langt mere målbare fag, har jeg lyst til at introducere en udvidet forståelse af vækstbegrebet fra mit perspektiv.
I vor tid kan det umuligt komme bag på nogen, at alting har en ydre form og en indre form; at vækst finder sted i det ydre og i det indre. At der er målbare størrelser og svært målbare størrelser. Vi har forlængst indrettet vores samfund efter at kunne måle det ydre ned til mindste detalje. Det har vi dygtige økonomer til, tænketanke og analyseinstitutter. Og det er rigtig godt. Men vi mangler en metode til at kunne værdisætte alt det, der ikke kan tælles, for at være i stand til at udtrykke, hvor meget det betyder for os, og hvor meget vi har bevæget os. Det gælder værdien af dét, vi oplever og erfarer og lærer. Nogle oplevelser og erfaringer gør et så umådeligt indtryk på os, at det ændrer os, og vi bærer det med os for evigt. Det kan være små ting; de mindste detaljer, såvel som store ting; de største detaljer. Så værdien af de svært målbare størrelser har med andre ord ikke noget med fysisk størrelse at gøre. Den kan ikke gøres op i penge, vægt eller antal.
Nej, indre værdisætning måler vi på følelserne! Og vi kan godt have følelsesmæssige målsætninger. Når vi på samme tid observerer og mærker, hvilken følelse vi oplever, når vi fx taler italiensk med en indfødt, så kan vi bruge den følelse som udgangspunkt for at bevæge os fra en evt. pinlig eller flov følelse til en gradvis mere selvsikker følelse, jo flere indfødte vi taler med, og jo mere erfaring vi får. Og når vi hele tiden mærker efter, kan vi altså måle, at vi har rykket os fra et punkt til et andet. Dét er vækst. Målt ud fra vores eget følelsesapparat. Og det interessante her er, at det kan ingen tænketank måle for os – det arbejde kan vi kun selv udføre, og det kræver jo et indgående kendskab til dette måleapparat. Det er der stadig mange, der slet ikke har. Og så kan de komme til at underkende værdien af det. Men det må starte med erkendelsen af, at der findes forskellige måleapparater, der måler forskellige ting, der er lige meget værd, hvad end de kan tælles eller ej. I dét lys bliver sprog, kultur og kunst målbare størrelser, og vi kan begynde at italesætte og værdisætte følelsesmæssig vækst. Du kan bruge det meget bevidst i din sprogundervisning.
Leg med at tegne et koordinatsystem, du navngiver med en sproglig udfordring, med ‘tid’ ud af x-aksen og ‘følelse’ op ad y-aksen. Fra referencepunktet 0,0 – også kaldet ‘origo’ (latin: oprindelse, udgangspunkt) kan du over tid krydse af, hvilken nuanceret følelse du oplevede ved samme sproglige udfordring på forskellige tidspunkter. Den er ikke nødvendigvis lineær eller eksponentiel men over tid altid stigende, såfremt du altså arbejder med udfordringen. Her må du acceptere, at du ikke altid selv er herre over tiden og måske må udvide din x-akse, før du ser en stigning i din følelsesmæssige værdi. Du skal også være med på, at der ikke er noget dårligt ved at være på en ‘dårlig følelse’, men at du måler din fremgang på den følelsesmæssige lethed: Når noget falder dig let, er det i sagens natur ikke længere svært eller tungt at have med at gøre, og du har altså vækstet sprogligt.
Dette er bare for at anvende en målemetode, vi allerede kender. Den kreative løsning vil selvfølgelig være at udtrykke væksten på din egen, særegne måde, der i sig selv kan blive et lille kunstværk – det ser vi, når følelserne er udtrykt i sang eller i billeder, og så er du kommet rigtig langt. Jo mere du gør det, og jo flere der gør det, des vigtigere vil kunst, kultur og sprog fremstå. Simpelthen fordi vi lærer at forstå og synliggøre deres værdi.