I det øjeblik vi beslutter os for at forstå noget nyt, starter den kreative proces. Det er konsekvensen af vores nysgerrighed. Den kreative proces er ikke forbeholdt skabende kunstnere men tilhører enhver, der stiller spørgsmål og søger svar. Den kreative proces er altså en søgen efter et svar, vi endnu ikke kender, og som ofte indebærer en masse forskellige forsøg, som vi tager ved lære af undervejs, ændrer kurs, justerer, giver op eller fortsætter. Den italienske fysiker Giorgio Parisi, der modtog Nobelprisen i fysik sidste år (2021) og hvis anbefalelsesværdige bog “I en stæreflok” er fremragende oversat til dansk af Lorens Juul Madsen, siger så fint om sine resultater, at de i bagklogsskabens lys er ret indlysende, og at “der er et forbløffende misforhold mellem vores anstrengelser for at forstå noget for første gang og den enkelthed og naturlighed, der kendetegner resultatet, når vi først har foretaget mellemregningerne. I forskning som i kunst bærer slutresultatet ikke spor af den kreative proces og den tvivl og de forbehold, det har givet anledning til.”
Når vi ikke taler om den kreative proces og kun ser slutresultatet, gør vi os ikke begreb om, hvad forskellige ting, produkter og ydelser kræver, og det er nemt at tage disse for givet. På samme måde oplever jeg tit hos nybegyndere i italiensk en utålmodighed over, hvor lang tid, det tager at lære nye systemer. Som om man slet ikke har gjort sig den tanke, at sprog i høj grad er komplekse systemer, idet de jo i særlig detaljeret grad anvendes til at beskrive alt i og omkring os. Hvis perspektivet rettes mod processen, de såkaldte mellemregninger, i stedet for slutresultatet, så vil vi med tiden – også sprogligt – nå resultater, der, som Parisi siger, er kendetegnet ved enkelthed og naturlighed. Og egentlig kan det let måles og registreres sprogligt ved den enkelthed og naturlighed, hvormed du mærker, du kan tale sproget.
