Mange arbejder med ‘to do’-lister, hvorpå stort som småt nedfældes – med overhængende fare for at blive uendelige, uoverskuelige, demotiverende pligter. Og så er formålet med ‘to do’-lister som redskab for overblik jo helt forsvundet.
Som underviser ser jeg tit dette ske med hensyn til ‘lektier’ – alene ordet ‘lektier’ klinger af pligt og gammel skole og svinger slet ikke med den viden, vi i dag har om motivation som forudsætning for indlæring.
Jeg går derfor højt op i at fremhæve relevansen af de forskellige opgaver og emner, vi arbejder med i undervisningen, så kursisten ikke er i tvivl om, hvad der er det væsentlige, og hvad der er ‘det hyggelige’. Det hele er lige vigtigt for den samlede sprogtilegnelse men kan med fordel placeres på to forskellige lister: nemlig på en ‘to do’-liste ved førstnævnte og en ‘I would love to do’-liste for sidstnævnte. På den måde har man klart for øje, hvad man skal bruge tid på, hvis man fx skal huske noget nyt grammatisk, og hvad man kan kaste sig over, når tid og lyst melder sig.
På to do-listen er det yderligere vigtigt, at man ved, hvordan man indlærer bedst og tager de øvelser og metoder i brug, som virker motiverende for én, og på ‘I would love to do’-listen skriver man alt det, man elsker ved dét, man studerer (fx at lave mad efter en italiensk opskrift, at se italienske film med italienske undertekster eller at sludre med indehaveren af den lokale, italienske kaffebar).
Det hele er vigtigt for den samlede sprogindlæring. Så hvis du føler skyld over ikke at have lavet alt dit hjemmearbejde… så har du måske lavet noget andet?
Prøv at reflektere lidt over de to sider af indlæring: 1) Når der er noget, du skal lære, hvordan lærer du det så bedst? Og 2) hvordan kan du give din danske hverdag et italiensk islæt inden for dine interesseområder?
Jeg har set mange flotte lister gennem tiden, udformet efter alle kunstens regeler afhængigt af ens kreative færdigheder. Det vigtige er, at disse oversigter virker inspirerende og appellerende på dig og krydrer hver dag med et drys italiensk.
Italiensk er nemlig et udsøgt krydderi, der giver smag til hverdagen!