Jeg tog mig selv i at være kørt ud af en tangent i dag. Én af de der ganske velkendte tangenter, som jeg heldigvis fik stoppet i tide, fordi den kun kører nedad og ikke fører noget godt med sig. Et øjeblik stod jeg og tænkte over, hvor mange gange jeg ubevidst havde øvet dén skala. Mange gange naturligvis; ellers ville jeg ikke være så ferm til den. Og lige dér mærkede jeg, hvordan vi alle dagligt med vores tilbagevendende, ukærlige tanker øver vores mentale skalaer og fingersætning, til vi tilsidst kan køre ud af disharmoniske tangenter til perfektion. Øvelse gør som bekendt mester. Og når vi ikke stopper de ukærlige tanker og negative spiraler, øver vi ubevist frivilligt noget, der fører uhensigtsmæssige resultater med sig. Et ægte ressourcespild!
Når vi til undervisningen får noget for, gider eller orker vi måske ikke øve os, fordi det kan føles påtvungent, selvom vi som voksne mennesker selv har valgt det til i vores liv. Vi kommer altså til at fravælge den hensigtsmæssige øvning i dét, vi rent faktisk gerne vil lære og blive bedre til, og tilvælge den uhensigtmæssige, der ofte går på vores egen formåen. Vi ender dermed med at spærre ben for vores egen tilvalgte indlæring. Altsammen i et miskmask af bevidste og ubevidste toner. Gud, hvor klodset, ik?
Stop dig selv, næste gang du bliver klar over, at du er kommet ud af en tangent, du kender til døde, men som virkelig ikke fører noget godt med sig og slå straks ind på et andet spor, en ny tangent! Der skal ikke mere til end at stoppe op og rette opmærksomheden på noget andet! Måske er det at øve fraser eller bøje verber, og måske glider de slet ikke så nemt. Men du ved fra de andre tanker, at øvelse gør mester, og at du også med tiden vil kunne dem til perfektion.
Det er nu en gang mest gavnligt bevidst at vælge, hvad du gerne vil træne.
Først dér sætter du det ufrivillige fri.
Først dér sætter du din indlæring fri.
