Når vi ikke kan gå udenfor, kan vi blive indenfor. Det er i hvert fald både den oplagte mulighed og opfordringen i denne tid. Der er ydre rejser, og der er indre rejser; ydre arbejde og indre arbejde. En tid til det ene og en tid til det andet. Tiden før corona, tiden under, og den tid, der endnu skal komme. Oplagt er det at bruge lidt tid på det indre: på vores gamle overbevisninger og vores sandheder. Hvorfor spørger vi så sjældent os selv: “Passer det her stadig?” “Er det egentlig stadig sandt, at jeg er sådan?” Hvordan kan vi som fuldvoksne gå gennem livet og stadig tro, at gamle overbevisninger, vi troede var sande som børn og unge, stadig er sande? Som fx: “Jeg har svært ved at lære”, “jeg er ikke god til grammatik”, “jeg har aldrig været boglig”, “jeg har svært ved sprog”.
Skønt vi kan have store, ubevidste sår på sjælen fra skoletiden, er vi jo alle uendeligt forandret siden da.
Når jeg får nye italienskkursister, hører jeg alt for ofte disse små forsvarstaler, hvortil jeg plejer at svare, at det skal jeg nok selv vurdere. Og er kursisterne et stykke inde i forløbet, tilføjer jeg tit, at det simpelthen ikke passer. Det får de fleste til lige at studse et øjeblik, og jeg kan se, de tænker: “Kommer der virkelig én der og siger, jeg har let ved noget?” Ja da! Hvis jeg som underviser kan se, at du ikke har de fjerneste problemer med fx at huske ord, hvorfor så i alverden bruge energi på at gå og fortælle dig selv en usand historie? Det er benspænd af værste kaliber – for vi ved jo, at gentagelser skaber stærke synapseforbindelser i hjernen og bliver sandt. På den måde kan jeg sidde med dét, jeg vil betegne som en super dygtig kursist, der dog inde i sig selv føler sig komplet uduelig og dum til italiensk.
Før den indre vejspærring bliver fjernet, vil der ikke være fri passage, og du kan holde der i evigheder og blive mere og mere frustreret og irriteret. Jeg er efterhånden mester i at spotte indre vejspærringer og gør altid opmærksom på dem, når jeg ser dem. Men du må selv ud og fjerne den spærring – eller det vil jo sige ind! – for at kunne bevæge dig videre. Ydre og indre landskaber hænger sammen.
Derfor vil jeg foreslå dig, nu hvor du højst sandsynligt har tid, at være modig og tage på en indre rejse, hvor det indre arbejde er at stille dig selv disse spørgsmål i forhold til din indlæring:

“Er det sandt for mig i dag?”
“Hvor kom den gamle overbevisning fra?”
“Tror jeg stadig på det, fordi en lærer i 1. klasse fortalte mig det igen og igen?”
“Ville det være bedre for mig at slippe den overbevisning?”

Mærk hvordan det føles at kunne køre videre på den anden side af den nu fjernede vejspærring. Hvordan er der på den anden side? Dine nyerhvervede overbevisninger vil forme tiden, der endnu skal komme, og til enhver tid kan du stille spørgsmål ved dine overbevisninger, så de er i samklang med den person, du konstant er i gang med at blive.
Er tiden inde?