Mens der bygges nyt, er der aldrig pænt. Sålænge det hele står på, må man forvente en vis portion uorden, sågar kaos. Billedet fra byggepladsen er en god sammenligning med begynderens sprogproces; begynderen der med al sin entusiasme sætter sprogprojektet i gang for hurtigt at føle sig udmattet over den igangsatte uorden, som han ikke selv kan se sig ud af. Her er det godt at huske, at medmindre man selv er håndværker og bekendt med processen, ja så oplever alle det sådan, at det kan tage pusten fra én. Og det er derfor, man netop har udvalgt sig en bygherre med en plan for at undgå byggefejl. Alt stilles frem, så der er overblik over præcis de materialer, der skal anvendes, og begynderen skal jo netop have hænderne i sprogets byggeklodser, som er ordklasserne, for at kunne begynde at bygge med dem. Og som man lidt efter lidt kan begynde at se de fysiske ændringer i sit byggeprojekt, sådan kan man også snart høre de sproglige resultater af det hårde arbejde, og man mærke letheden i arbejdsbyrden, i takt med at ting falder på plads og bygges op. Man skal gerne snart kunne mærke sit eget solide sprogfundament. Men man er der jo ikke, før man er der! Så det vigtigste mentale arbejde som begynder er at kende og acceptere denne fase. Dét gør arbejdet lettere at udføre og er altså en nødvendig investering for det smukke resultat, man går og tænker sig og som gerne skal holde for evigt. Det samme gælder nu også for garvede sprogkyndige med smukke sprogslotte, at disse skal vedligeholdes og nogle gange kan man måske tænke sig at udbygge eller tilbygge, og så møder man den samme uorden i og med, man påtager sig noget nyt. Det ligger i det nyes natur. Men når man én gang har prøvet det, kender man allerede processen og har erfaring med, at der kommer orden i uorden.