Når jeg sidder og bygger Lego med min 5-årige søn, følger der altid en manual med, som vi skal følge for at konstruere genstanden på pakken. Vi skal spotte de rigtige klodser i bunken og sætte dem rigtigt sammen, selvom man i starten kan undre sig over, hvorfor det lige var de klodser, der skulle danne fundament og udmunde i den rigtige figur. Men vi stoler på rækkefølgen og manualen. Ét skridt ad gangen. Når voksne, der lærer sig et nyt sprog, stiller spørgsmålstegn ved manualen, ved valget og rækkefølgen af klodserne i stedet for bare at følge ‘reglerne’, så skrider det hele. Det slår mig gang på gang, hvordan mange ønsker klodserne langt væk og sågar siger, man ikke har brug for dem. Hvordan kan du bygge Lego uden klodser, og hvordan kan du bygge sætninger uden ordklasser? Du kan da prøve, ja, noget skal nok hænge sammen, men det bliver hurtigt trættende for tilskuerne og tilhørerende, og det bliver helt sikkert ikke figuren på pakken. Der skal nok også være nogen på Jorden, der er i stand til at bygge en Lego-monstertruck på én gang i første forsøg, uden at have prøvet det før (?!), men det er godt nok ikke mange, der kan ty til denne metode, når de skal lære noget nyt. Den kræver kombinationen af en superskarp vision og fingersnilde på samme tid. Et sted man sagtens kan nå hen efter mange, gentagne forsøg – men at nægte regler og rækkefølger er ret obstruerende for sprogindlæringen. Jeg synes, det er interessant, at sprogets byggeklodser, som ordklasserne jo er, er ens på alle sprog men sættes forskelligt sammen på de forskellige sprog, hvilket er til at både se og høre! Folkefærd tænker forskelligt og sammensætter disse tanker, som sproget manifesterer, forskelligt. I Danmark bygger vi huse og sætninger minimalistisk; i Italien detaljerigt. Er det ikke ret utroligt, selvom byggeklodserne er de samme? Derfor må vi interessere os lidt for byggestil og for den mørtel eller knapper eller gevind, hvormed klodserne fæstnes. Og når vi er fortrolige med klodserne og teknikken til at fæstne dem, forstår vi manualen eller koden i det italienske sprog, i den italienske byggestil, som er overensstemmelse mellem ordklassernes køn og tal. Før denne kode knækkes, bygger man ingen verdens ting.