Forleden blev jeg spurgt af en privatkursist, der ikke havde lavet lektier, om man kunne blive ‘smidt ud’ som privatkursist. Det fik mig, udover at grine, til at tænke lidt over læringsrum og samspil mellem underviser og kursist.
Dagen igennem går vi ind og ud af usynlige rum af forskellige kontekster og samlinger af mennesker, som alle opleves forskelligt afhængig af vores nærvær og intention. ‘Rum’ kan naturligvis være dagens planlagte møder, men kan i høj grad også skabes hvad end vi foretager os, hvor end vi befinder os. Med en fraværende tilgang til hverdagen er det blot endnu en dag med endeløse møder og problemer, der skal løses, for det meste med en undertone af tunghed og besværlighed, der irriterer det utålmodige sind. Og sådan påvirker man så ubevidst hele sin dag og trækker det ene rum over i det andet. Den tilstedeværende tilgang er derimod koncentreret nærvær. Man ankommer nærværende til det sted, man skal med de mennesker, man skal møde. Man forbliver nærværende i det og går nærværende derfra. Man åbner og lukker bevidst (dør eller ej). Et bevidst rum er at dele nærvær. Læringsrummet – hvor end det er fysisk – er også et usynligt rum, hvor underviseren opløftende holder visionen om det bedst mulige udfald for kursisten, som føler opmuntring og tryghed. Ikke bare mens det står på, for dette er læringsrummets godgørende virkning: at man sendes videre ud i hverdagen med håb og glæde. Glæden over nu at kunne lidt mere, end da man kom i håbet om, at det hele nok skal gå. Og som underviser tager jeg mig selv i efter hver kursist at have genoprettet min egen balance: uanset hvor oprørt jeg måske var forinden, har jeg bare opdaget og dermed lært, at intet heler mig mere effektivt end at koncentrere mig 100% om at være der for en anden/andre. Og hver eneste gang er det en påmindelse om, at alt kan ske i mødet mellem mennesker, og udfaldet (og min egen læring) afhænger af mit nærvær. Hvad jeg giver, modtager jeg virkelig, og enhver lærer er også elev og omvendt. Sammen har vi skabt små eller store magiske rum, der indbyder til læring, tillid, tilgivelse, forståelse, latter… Det er alt det usynlige, der også sker, selvom faget hedder italiensk/matematik/historie. Hvordan går du ind i mødet med andre?