I forbindelse med et kursus jeg afholdt i italiensk talefærdighed, gik det op for mig, hvor meget sprogligt rod folk bærer rundt på. Hvis vi bare fylder på og fylder på med sprogligt indhold uden sirligt, løbende også at sortere i indre kasser og mapper, så kan vi klart nok på et tidspunkt ikke åbne døren for bar rod. Man er sprogligt udmattet, og man føler ikke, man kan sige noget som helst; på trods af alt det man faktisk har lært. Rod i den ydre verden er til at SE og gøre noget konkret ved. Men det indre rod opdager vi først, hvis vi tænder for en sproglig bevisthed. I dette lys kan vi give os til at ordne og systematisere og ikke mindst se klart, hvad vi kan, og hvad vi skal gøre mere ved. I den sproglige bevisthed observerer vi tingenes tilstand i stedet for at identificere os med tingenes tilstand (dér hvor vi kan finde på at sige: “Jeg kan heller ikke noget”, “Jeg har aldrig været god til sprog” osv.) Det handler altså om enten at famle i mørke eller at se klart og tydeligt ved at tænde sin sproglige bevisthed. Switch it on today 🙂
