Hjertelig velkommen

Når du har fundet min side, deler du helt sikkert lidt af min passion for Italien og det italienske sprog. Sprog skal være sjovt at lære, og undervisningen skal kombineres med flere fænomener end blot det grammatiske for at afstedkomme en bredtfavnende, sproglig forståelse.Jeg er dét, man kalder kartograf og specialist i at kortlægge indre og ydre landskaber. Således tager min undervisning også altid hånd om de indre udfordringer ved at lære et nyt sprog sideløbende med indlæring af sprogets ydre struktur. (Du kan læse mere om dette samspil i min nye bog “Lauras blogprosa”)

Sprogcoaching betyder sproglig træning og perfektionering og henviser til, at jeg netop arbejder med adskillige aspekter af sproget samtidigt. Ligesom man i andre genrer af coaching kan operere med en holistisk tilgang til sit felt, er jeg også af den opfattelse, at sprog skal anskues som en helhed, bestående af flere komponenter, der tilsammen udgør ’sprog’, herunder grammatik, udtale, kultur, mentalitet og traditioner.

Min egen passion opstår i foreningen mellem sprog og musik. Jeg har en klassisk-musikalsk baggrund og en kandidatgrad i italiensk fra CBS. Jeg er statsautoriseret tolk og translatør og halvt dansk, halvt italiensk (veneziansk), dobbelt statsborger og to-sproget. Jeg har speciale i fonetik, dvs. læren om udtale, og jeg synes, det er spændende at opstille formler for lyde. Med disse formler kan man tilegne sig en lyd, man ellers før har haft svært ved at efterligne. Lydene manifesterer sig forskelligt alt efter stilart, dvs. om man reciterer, synger eller taler formelt som uformelt.  

I 2019 fejrer jeg 10-års jubilæum! Jeg stiftede virksomheden Italiensk Sprogcoaching for at tilbyde italienskcoaching i den klassisk-musikalske verden, men hurtigt voksede det til at imødekomme alle forepørgsler på italiensk. For danskerne er i sandhed vilde med Italien og alt italiensk, og Italien er en skattekiste af interesseområder!

Hvad er din vinkel på det italienske? Og hvad har du brug for at videreudvikle på din sprogfærd? Jeg ser frem til at høre fra dig og skræddersy din sprogplan!