Jeg vågnede tidligt i morges til en tung, uigennemtrængelig tåge i København. Den tog mig med til Venedig, hvis sande magi, mener jeg, ikke findes i solskinnet men i tågens mystiske slør, der svøber sig om alt og alle og gør lagunebyen endnu mere ufremkommelig og labyrintisk. Man bliver som regel indendøre, for på sådanne dage mister man al fornemmelse for rum og dimensioner; og det er uundgåeligt at blive væk i luftens tykke dyne! Den hænger mellem vand og himmel.. Det er ikke en sag for tilrejsende, der er uvidende om denne manifesterede vejrgud, for hvis fødder laguneboerne kaster sig. Den er urørlig, og alligevel kan man ikke se sin hånd for sig, når man prøver at røre den. Immateriel og åndelig, dog synlig for enhver, skønt man mister sigtbarhed. Intet andet er mere tilstedeværende end dén, den fulde dag den står på. Vover man sig ud, mærker man kun den våde luft i ansigtet og den gennemborende kulde. Ensomheden. Tiden synes helt at stoppe. Al lyd er som pakket ind i vat: Vuggende gondoler. Bølgeskvulp mod brederne. En måge. En kirkeklokke. Stilheden. Men dén lyd er Lagunens melodi, der i forvejen strømmer i mine årer, men på en tågedag oversvømmer mit hjerte og tvinger mig til at lytte til øernes iboende melankoli, som man måske skal være indfødt for at håndtere, da melankolien er ligeså iboende i os.
Men næste dag kommer solskinnet, og så er alt glemt. Og så hylder man dét. Sådan er det nemlig også at være venezianer.