I løbet af en dag udtrykker vi os som regel mest om handlinger, vi enten har gjort, gør nu, eller skal gøre. Disse helt konkrete handlinger, der, store eller små, ændrer på noget i verden, kan sættes på en tidslinje, fordi de udtrykker ‘tid’- dét vi i grammatikken kalder ‘tempus’. De udtrykker, hvordan verden ser ud, og står som sådan ikke rigtig til diskussion. Anderledes forholder det sig derimod med alle de handlinger, vi drømmer om og forestiller os; handlinger, der ville gøre verden til et bedre sted eller udtrykker, hvad vi hver især mener om verden. Her slår vi ind på den subjektive vej, der sandelig står til diskussion. Vi bevæger os væk fra den lineære tidslinje og over i en parallel, subjektiv verden, der på italiensk udtrykkes med konjunktiv – det vi i grammatikken kalder ‘modus’. Væk fra faktum over i det tænkelige, uvirkelige, mulige og ønskelige… Generelt er konjunktiv et bisætningsfænomen, som helt mekanisk udløses af noget subjektivt i hovedsætningen, så vær opmærksom, når du formulerer dig: har du gang i et objektivt faktum eller i en subjektiv holdning? I virkeligheden et spørgsmål flere burde stille sig end kun sprogstuderende, når man råber op om, hvordan verden er! På italiensk har vi en klar alarmklokke i konjunktivmarkøren i verbet- men på dansk? Der kommer vi med vor få bøjningsformer til kort og kan ofte slet ikke få det subjektiviske i verbet med og må krydre ytringerne med små bindeord og biord for at opnå lidt effekt af det. Observér dit sprog, dine formuleringer og din tale. Tag med denne sproglige bevidsthed ansvar for det, du siger, og stå ved dine personlige holdninger og brug gerne konjunktiv til dette. Der er en grund til, at bekymringer, hypoteser og forventninger udtrykkes med konjunktiv på italiensk: det er dine bekymringer, din måde at anskue verden på og ikke nødvendigvis hverken sådan, verden er eller bliver.
