At turde give slip på tidens greb, og turde lave ingenting, for derigennem muligvis at opleve en masse… At skabe plads til måske at overraskes. Uden at der er noget galt med det, og uden straks at gribes af skyldfølelse. At hænge ud al bar, in piazza, tage sig tid til at tale med en gammel bekendt på gaden, eller vise vej. Hverdagens små mirakler, der ikke kan planlægges eller sættes i skema.
Måske behøver vi ikke søge helt mod Østens spirituelle livssyn, når vi i Danmark ønsker inspiration til at leve et opmærksomt og tilstedeværende liv… men blot lidt mod syd, til Italien, hvor ovennævnte kvaliteter (!) er tillært gennem generationer og fuldstændig naturligt.
For i et samfund hvor il dolce far niente er en grundpræmis og lig med det søde liv, kan den punktuelle tidsfiksering naturligvis aldrig vinde. Og det er dén, vi bakser med herhjemme. Tiden er vore grundpræmis, så vi lærer nok ikke il dolce far niente på et splitsekund – men det er jo heller ikke pointen, at der skal tid på… Vi har heller ikke solen til at hænge ud i det åbne rum, men måske essensen alligevel godt kan overføres til den danske hverdag? Alle os, der elsker Italien, kan måske gøre vores til at bære il dolce far niente i hjertet og således bidrage og inspirere.
Godt Nytår fra mig til Jer
