Italiensk betragtes som et af de mest fonetiske sprog i verden. Med det menes, at det generelt udtales, som det skrives og er nemt at gå til i skrift og tale (i stor kontrast til dansk fx.) med undtagelse af nogle få suoni speciali – for sproget særlige lyde, som man skal være opmærksom på. Italienere er æstetikere og dyrker skønheden overalt. Også i sproget, så når jeg introducerer fænomenet vellyd, giver det selvfølgelig mening, at italienerne ikke kan have med ‘grimme’ lyde at gøre og dermed søger at ændre på bogstavkombinationer for at frembringe en harmonisk, velklingende lyd. Og hvad er så pænt og grimt? For at svare på det, må konsonanter og vokaler på banen. Vokalerne er de sangbare, i princippet uendelige lyde, der kun stopper med vores vejrtrækning. Rundt om dem står konsonanterne, der på hver sin måde modificerer vores luftstrøm og former de skønne vokaler ved fx. at indsnævre lidt eller blokere blidt. Og på italiensk er der en meget fin balance mellem vokaler og konsonanter, som øret opfatter som rart og smukt. Vokalerne fungerer som elastikker og små rutsjebaner mellem konsonanterne. For mange konsonanter efter hinanden medfører for stor og klodset blokering for luftstrømmen. Ord med latinske rødder, der har haft lydblokeringen /kt/ bliver fx. altid til dobbeltkonsonant på italiensk, som i ordet: perfetto. Og med dobbeltkonsonanten opnår man en bølgeeffekt og hop i tonehøjde, der giver en bølgeintonation (i modsætning til andre sprogs hakkende rytme). Der sker også ting og sager mellem ordene, nemlig dét at man væver dem sammen med vokaler (i henhold til regelen om at alle ord lydligt slutter på vokal), så hvis de skulle slutte på konsonant (fx. i fremmedord), får de lydligt en lille vokallyd på til sidst. Det er også årsagen til, at man hører italienere sige på engelsk: “I-amme-fromme-Italy”. Jo mere plads sproget giver vokalerne, jo mere sangbart og syngende et sprog får man, og når dét der kommer ud af ens mund lyder som sang, kan det vist ikke blive meget smukkere!

Den engelske poet Lord Byron siger om italiensk: ”

Og saa det halvlatinske Sprog, det bløde,
der smælter hen som Kys fra Kvindemund
og klinger, præntet som paa Fløjl, i Møde
og aander som en Sydvind os i Blund,
glidende Tonefald, der aldrig støde,
hver Konsonant behændig klar og rund.
Ak vé for Nordbo-Maal, som vi er nødte
daglig at gispe, gurgle op og spytte!

Læs hele hans digt “Italien” her.