Hvis sprog i bund og grund er et sæt regler, hvorfor i alverden tilegner vi os så ikke sprog ens? Det kan naturligvis have en lingvistisk forklaring. Når to personer starter som nybegyndere til italiensk, præsenteres de for regler og elementer, der udgør deres deklarative viden om italiensk; deres viden om sproget. Men ganske hurtigt begynder hver enkelt kursist at trække på sin parallelsproglighed, dvs. på sine individuelle sproglige erfaringer i forsøget på hurtigere at skabe logisk forståelse for det nye sprogs struktur. Vi forsøger alle dagligt at forstå stadig mere af verden omkring os, andre folkeslag og andre måder at leve på, og sprogtilegnelse er én af de mest effektive måder at udforske verden på. Som jeg har skrevet om tidligere, er sproget menneskets udtryksform, når det gælder at kunne forklare, hvordan vi opfatter den ydre OG indre verden. Da folkeslag opfatter verden meget forskelligt, udtrykker vi os også meget forskelligt grammatisk (tænk bare på, hvorledes vi i dansk mangler rene verbalhandlinger til at udtrykke fremtid, ønsker og hypoteser!) Den gode sproglærer underviser ikke kun i grammatisk kompetence (den deklarative viden) men i sin viden om landet og i sine sociokulturelle indsigter. Ved at give plads til viden om andre sprog og andre mentaliteter, ja ved at trække på kursistens parallelsproglighed, appellerer hun til at udnytte synergien ml. sprogene og prikker til kursistens procedureviden, dvs. dét kursisten rent faktisk kan og gør med sproget. Hun aktiverer en allerede eksisterende viden om sprogsystemer og skaber genveje i indlæringen af det nye sprog, også kaldet translanguaging: At bygge bro mellem det kendte og det nye, mellem sprog man lærer tidligere og senere i livet. Især sprog fra samme sprogstamme er ideelle brobyggersprog. Hver enkelt kursist bliver således ganske tidligt i forløbet sprogligt bevidstgjort.
Det var den lingvistiske forklaring på forskellig-facetteret indlæring. Men oftere end man måske tror, er forklaring kognitiv. Der drejer det sig kun om dét, der foregår psykologisk i kursisten/patienten. “Patienten” fordi sprogundervisningen ikke så meget længere handler om sproget men om identitet og selvværd. Men her kan der ske det smukke, at dét at gå til sprog rent faktisk bliver den helbredende, psykologiske faktor: Den sjove måde at arbejde med sig selv og sine egne grænser på i modsætning til at gå til psykolog. Sprog er så sundt og godt for hjerne og sind!
