Jeg har været en tur i maskinen… i MR-maskinen. Uden at vide hvad jeg gik ind til (man kan jo kun forberede sig på sådan noget teoretisk!), blev jeg spændt fast på et lejde og kørt ind i ‘tunnelen’ iført hørebøffer og forventningens… spændthed, på hvad der skulle ske. Min fantasi fejler ikke noget, og når jeg nu en gang bor midt i byen med byggeplads lige uden for vinduet, var jeg totalt forberedt på samme lyd af trykluftsbor og brostensslibning direkte ind i mine sensitive ører. Da jeg spurgte den meget venlige læge, om lydene i maskinen kunne sammenlignes med trykluftsbor, kom han til at grine; og da jeg selv kort efter ‘lå’ model til den første måling magnetisk resonans, trak jeg også på smilebåndet. Den virkelige verdens oplevelse var virkelig ingenting i forhold til min akkumulerede forestillingsverdens. Faktisk var det en meget rytmisk oplevelse – og dermed årsagen til at historien kommer på bloggen – for al lyd er spændende, hvis man går på opdagelsen i den, og kan rumme at være i den, mens den skabes og står på. Og dét mine damer og herrer, kan der komme ægte kunst ud af, som da den beundringsværdige Charlotte Gainsbourg forevigede sin tur i maskinen med titelsangen “IRM” fra 2009; en sang, hvis lyd-univers jeg først rigtigt forstår nu. Sikke en inspiration! At gå ind i livets besynderlige udfordringer og på individplan bidrage til at forvandle en kollektiv angst gennem kunsten. Og alt kan jo virkelig forandres, når ikke vi køber andres angst og ubevidste trang til at give den videre, men insisterer på vores ret til at have vores egen oplevelse.
It’s all in the mind. “Take a picture, what’s inside?”, som Charlotte synger: IRM