Som sanger er man ekspert i den perfekt udformede lyddannelse; fra lungerne, hvor luftstrømmen dannes og passerer gennem strubehovedet op til mund- og næsehule for til sidst at udmunde i en lyd. På denne rejse gennem kroppens taleorganer modificeres luftstrømmen af forskellige artikulatorer, der er afgørende for frembringelsen af de forskellige bogstaver vi synger, om det fx. er vokaler (der defineres som lyd med fri passage for luftstrømmen) eller konsonanter (lyd med hindring for luftstrømmen).
Af en eller anden grund filosoferede jeg lidt over ordet ‘hindring’, og så pludselig for mig, hvordan ordet er den for luftstrømmen sidste hindring. Og beskæftiger man sig professionelt med den skønne lyddannelse, må sidste led af lyddannelsen, nemlig ordet, også været nøjagtigt indstuderet. Og nøjagtigt som en sanglærer kan sætte en sangteknisk formel, kan sprogcoachen sætte bogstavlyd på formler. Kombineret frembringes perfektion. Men hver for sig, eller i værste fald helt uden fokus på det sproglige, kan den skønne lyd blive grim; en overvældende smuk stemme, decideret øreskurrende. Hvilken professionel sanger vil risikere dét? Det kræver naturligvis at især uddannelsesstederne forstår at formidle vigtigheden af ovenstående, så i hvert fald de ‘nye’ sangere ved, hvad der forventes af dem på det internationale marked. Så længe der er adskillelse mellem disciplinerne, vil der være dygtige, anerkendte sangere, der dagligt formidler på grimt sprog, og så er man vel i den forkerte branche? Man behøver jo ikke skabe flere hindringer for sig selv…