Når vi gennem et helt liv har defineret os selv, har vi også taget afstand fra vores definitioners modsætning.
Er man x, kan man ikke også være y. Men dominerende karaktertræk kan ikke udelukke mindre dominerende karaktertræk, ligesom man aldrig kun er opfyldt af én følelse, skønt den dominerer på et tidspunkt i tid. Mens man sørger, kan man godt komme til at grine, og mens man er lykkelig, kan man også mærke smerte.
Vi er alt på én og samme tid. Vi rummer hele tiden det hele.
At acceptere dette sætter os fri af vores selvskabte definitioners bånd, og friheden gør, at vi i sprogtilegnelsen kan flyve fra sted til sted og mærke på egen krop, hvor vi let flyver med vinden, og hvor terrænet synes barskt; uden at have defineret det på forhånd, fra et gammelt udgangspunkt, en gammel erfaring, men fra et nyt sted, der svarer til dér, hvor vi er i livet. Et sted hvor vi ikke behøver identificere os med det barske terræn eller forcere at overkomme det, men fra højderne med fuglens frie udsyn flyve ad det mest farbare, farvestrålende, spændende, velduftende og glædesbringende himmelstrøg. Husk dig selv på, at du altid kan vælge: Skal din indlæring være tung eller let?
Lad ingen andre fortælle dig, hvem du er, og hvad du ikke kan. Du kan x og du kan y. Noget vil falde dig nemmere end andet og blive din vindretning – men aldrig definere dig.
Vola vola…
