Mellem dansk og italiensk findes adskillige grammatiske paradokser, der udfordrer oversættelsesarbejdet for en translatrice som mig. Men i virkeligheden sidder vi ikke kun med ord og tekster, der skal løses på den mest elegante og korrekte vis… Vi oversætter sproglige fænomener ud fra forskellige verdenssyn og psykologiske mekanismer. Denne sprogvidenskabelige retning kaldes kognitiv lingvistik og indebærer, at måden vi udtrykker os på sprogligt afspejler, hvordan vi opfatter verden. Vi er inde og pille i hjernen, og vi skal længere ind, helt ind i sindet ;-). Og dérfor tager det lige så lang tid at blive translatør som læge eller psykolog. Sprog er ikke noget, man “bare lige lærer”. Det har mange lag og dybder. (Hvor er du mon selv på dit modersmål og dine fremmedsprog?)
Og nu til gårsdagens paradoks, som jeg var så heldig havde sneget sig ind i en tekst til undervisningen af en privatkursist. Som en lille perle, lå den dér og ventede på at blive opdaget og blev selve højdepunktet i undervisningen… nemlig futuro anteriore. På italiensk findes denne verbaltid – kun til fremtidige ting, der sker før andre ting i fremtiden (læs lige dét igen). Det har vi åbenbart meget svært ved at tale om på dansk, for vi må tilbage på tidslinjen og bruge en før nutid om sådanne ytringer, fx: “Når jeg har bestået eksamen, vil jeg rejse jorden rundt”. Eller: “Jeg glæder mig til at høre, hvordan det gik/er gået?” Vi afslutter handlingerne sprogligt, selvom de ikke har fundet sted. Hvilket gør udsagnet både konkret og sikkert, skønt fremtiden i sig selv altid vil være usikker, indtil begivenheden rent faktisk har fundet sted. Italiensk bibeholder det usikre i hjælpeverbet i futurum, men det kan vi ikke på dansk. Hvad siger det om vores evne til at forholde os til fremtiden? Ja, grammatik kan være ganske filosofisk og lade én svimlende tilbage…
