Sproget er en del af sangerens materiale, hvormed han sirligt og nuanceret former og skaber sit værk. Ikke at tage materialet seriøst er at sidestille med en kunstmaler, der maler på et groft lærred med kunstige pensler eller billig maling.
Sangeren bruger sig selv som instrument og trænes i at toptune sine taleorganer (lunger, strubehoved, mundhule, næsehulrum og svælg), så der, med kroppen som instrument, kan komme de smukkeste toner ud af dem. Og her kunne man så stoppe og være tilfreds, hvis man kun skulle synge lyde – og ikke sprog. Men da dette imidlertid aldrig er tilfældet i det klassisk musikalske repertoire, må vi nødvendigvis gå et skridt videre og inkludere den sproglige disciplin, således at de smukke lyde danner smukt udtalte ord. Og lige præcis fordi tonerne væves sammen med ord, går musik og sprog hånd i hånd; som et ganske uadskilleligt par, der sammen har potentialet til at stryge direkte til tops, men hver for sig forbliver en uimponerende størrelse. Det samme gør sig med andre ord gældende for den sanger, der, uvidende eller fuldt bevist, negligerer dette faktum. Og at sige, at: ‘folk alligevel ikke kan høre forskel eller forstår sig på det’, ville være lige så uprofessionelt, som hvis ovennævnte maler netop valgte de dårlige materialer udfra samme logik. Det er uprofessionelt og uambitiøst og arrogant overfor det betalende publikum- og, tør jeg sige, overfor den betalende stat. Basta! Jeg spekulerer over hvor mange, der bevidst fravælger sprogtræningen (overskriftens første type sanger) og hvor mange, der bare ikke ved, hvor vigtigt, det er (anden type sanger). Det kan i hvert fald være svært at vide, når operasprog ikke er pensum på de klassiske uddannelsesinstitutioner (her menes: det lyriske, poetiske sprog i modsætning til moderne sprog!). I dét tilfælde må ansvaret naturligvis ligge hos institutionerne. I udlandet har det konsekvenser ikke at være en sprogligt dygtig sanger: nemlig at man ikke får jobbet. Når det drejer sig om overlevelsen og at tjene penge, giver det sig selv, at man må opgradere og videreuddanne sig. I Danmark spiller sproget generelt ikke nogen rolle for arbejdsgiverne, så hvorfor skulle det hos arbejdstager? Men hvor længe er det i orden, endsige professionelt forsvarligt, at tillade dette? Hvilket professionelt niveau stiler vi egentlig efter i Danmark ? Hvem tør stille det spørgsmål ? Nu stiller jeg det i hvert fald!
