Som italiensklærer med speciale i udtale har jeg gennem tiden studeret mange ansigter, når de kæmper sig igennem et nyt sprogs anderledes lyde og tungevridere. Selv har jeg nærmest ødelagt mine kæber af overdreven artikulation i mine bestræbelser på at få den rigtige udtale frem hos kursisterne. Og mens jeg betragter alle disse ansigter, tænker jeg, at dét at tage et nyt sprog i sin mund virkelig er som et par nye sko, der skal gåes til. Det føles så mærkeligt og stift i starten, og man er meget opmærksom på, at det er nyt… indtil man alligevel langsomt får gået det til. Og selvom mundhulen er en lille fin mekanisme i kroppen, kan det føles så forkert at skulle artikulere anderledes, end man er vant til. Som en kartoffel i munden eller måske endda en bøjle på tænderne…? På italiensk er lydene fyldigere end på dansk, så der skal gøres lidt mere ved mimikken – se bare på læberne på henholdsvis en dansker og en italiener, når de taler – for slet ikke at tale om ansigtsgestik! Italiensk kropssprog er i lige så høj grad ansigt som hænder. Så jeg vil slutte af med en herlig bemærkning fra en tidligere kursist, der måske kan fungere som et godt råd til dig, der øver dig i italiensk udtale: “Man starter vel bare fra venstre og går stille og roligt frem!”
… Og til dét svarer jeg bare: “I ulvens mund” 😉
