Tidligere på året stod jeg i Singapores botaniske have og var fuldstændig overvældet af sanseindtryk: blomster og træer jeg aldrig før havde set mage til, i former og flor og farver, som fra en drømmeverden eller anden planet. Som stærkt-sansende menneske arbejdede mine sanser på højtryk, og der var hverken brug for andre aktiviteter eller mad, for den sags skyld, dén dag; så mættet var jeg. Hvad om vi kan næres lige så godt gennem sanserne som gennem mavesækken? For mig personligt ved jeg i hvert fald, jeg kan. Midt i denne oplevelse i haven kom en mand ind, der tydeligvis var snotforkølet og slet ikke bemærkede de intense duftindtryk. Ved siden af hoppede en dreng højt af begejstring, mens han jublede til sin far: “Prøv og duft, prøv og duft!” Sanserne kan altså været slørede eller stå skarpt, afhængigt af vores fysiske tilstand, sindstilstand og opmærksomhed. Og vi kan skærpe sanserne med kunsten, der om noget aktiverer dem; men vi må naturligvis være i kunsten og kreativiteten, udsætte os for den, for at det virker. Hvor er det forunderligt og fantastisk, når hele kroppen, via sanserne, sitrer, reagerende på det vi står overfor. Er det ikke den fornemmeste (op)gave kunsten bidrager med? Og er det ikke lige præcis derfor, kunsten i alle dens former er så vigtig for mennesker? Personligt sørger jeg for at “tage kunst” for sindet, som jeg tager vitaminpiller for kroppen – og en ordentlig dosis af førstnævnte, der nærer mig længe! Og som folk skruer op for varm te med honning, som årstiden skifter, skruer jeg op for min kunst- og kulturdosis, fordi jeg ved, det er det sundeste for mig…
