I mit liv som underviser gør jeg mig en masse tanker om indlæring, som jeg tænker mig at dele med jer i denne blog.
Tankerne dukker op i min bevidsthed som små indsigter, billeder og betragtninger, til gavn for både mig selv og den person, jeg underviser. Jeg bliver glad for kursistens fremgang, og budskabet kommer igennem.
Indlæring er en vekselvirkning… en balancegang, en ‘tango’ mellem to personer, der kræver et trygt rum, hvor man tør lære, forsøge, fejle, grine og måske græde, hvis det er dét, der skal til for at kunne give slip. Ikke kun kursisten skal gå linedans. Underviseren er med og guider, retter ind, opmuntrer og trøster ved hvert eneste skridt, hele vejen. Det er, når vi er trygge og har et åbent sind, at ændringer kan ske, nye muligheder opstå og indlæring finde sted – i samarbejde med én der har gået vejen. At give slip (på kontrol, lavt selvværd, negative tanker om hvad man kan osv.) er for de fleste vældig svært og grænseoverskridende, og disse udfordringer, vi bærer med os, vil komme og hilse på, hvad end vi nu har sat os for at lære – også sprog. Hastigheden hvormed vi tilegner os ny viden afhænger fuldstændig af vores personlige udfordringer, og hvor længe vi vil kæmpe imod dem og slå os selv i hovedet. Jeg underviser med omsorg og forståelse for udfordringerne, og ser det som min udfordring at finde på ord, billeder og eksempler, der får tiøren til at falde. Da vi alle ser verden forskelligt, skal der også forskellige eksempler til.
Dette er min meget personlige måde at undervise på, som konstant udvikler sig i mødet med mennesker.