Jeg vil mene, sprog er en kunstart på linje med alle andre kunstarter, idet det udmærker sig ved at skabes, når forskelligartede følelser kommer over os. Det udfolder sig ved improvisation; nogle gange med en klar retning, og andre gange uden vi kan forestille os, hvor det ender. Det er en kreativ proces, hvor alle de redskaber, man har til rådighed, bliver anvendt. Vi udstyres alle med evnen til at tale og udtrykke os med sprog. Nogle forstår at bruge hele farvepaletten og de uendelige blandingskombinationer, mens andre holder sig inden for den farve, de kender bedst. Dét skal jeg ikke blande mig i… blot gøre opmærksom på, at der er mulighed for at udfolde vores sproglige kunnen og talent og dermed påvirke vores fremtoning og lytterskare. Vi kan tale i toner og billeder og åbne verdener for andre med vores ordvalg. Vi kan inspirere, og vi kan have sproget i vores magt. Vi kan recitere og betage, og vi kan oplæse og få folk til at drømme. Vi kan skabe poesi ved vores sproglige musikalitet. Hver dag har vi dette utrolige redskab ved hånden, og vores sproglige bevisthed afgør, hvordan vi kommer til at bruge det. Evne er ikke det samme som lyst og slet ikke som formåen, og bare fordi vi alle kan tale, må vi ikke se ned på det sproglige udtryks potentiale. Vi har at gøre med de finere sager her – finere som i mere subtile – le belle arti. Grove sanser skal slibes til for overhovedet at kunne føle og smage på det, men slibes til kan det. Dit sproglige udtryk er træning! Og du kan komme i form med dit fokus, din prioritering og din bevidsthed. Du kan starte med at blande lidt hvid i …
