Når voksne mennesker begiver sig ud i nye selvvalgte eventyr, som fx. at lære sig italiensk, er det klogt og smart at tilegne sig antropologens observans og nysgerrighed, idet denne studerer lokale kulturer og identiteter gennem et langvarigt feltarbejde, for det er netop, hvad det indebærer at lære et nyt sprog. I den antropologiske forskning er det væsentligt at forsøge at sætte sig ind i ‘de andres’ forestilling om verden i stedet for at beskrive den ud fra ens egen begrebsverden. Har man italiensk som studieobjekt, er det også væsentligt at kende sin egen begrebsverden, ja, (modersmålet) for dog at kunne lægge det til side for at være åben for forståelse af en anden begrebsverden (det latinske) som i sin struktur, brug og form adskiller sig meget fra det danske. Ved at acceptere at nogle ting er anderledes i stedet for mærkelige går vi til studieobjektet på objektiv og ikke subjektiv vis. Når vi objektivt bestræber os på at observere og notere et andet folks kultur, kan vi også bedre acceptere, at de udtrykker sig sprogligt anderledes om verden end os, og denne erkendelse kan omsættes til praktisk handling: succesfuld sprogudveksling. Når du oplever dig selv ‘kritisere’ italiensk for at være mærkeligt og svært, kan du øve dig i at ændre fokus og tænke: “Aha…! Tænk at de gør sådan”, og så notere dig det i din notesbog som en pudsig måde at forstå verden på – et kuriosum, der er vigtigt for dit feltarbejde. Med nysgerrighed og accept åbner vi generelt døre – men krydret med sprog, gøres afstanden mellem mennesker kortere, og dét er et meget vigtigt es at have på hånden i vor tid.

 

 

Share →