Den gamle danske vending kommer af det fænomen, at når man råber i en tæt skov, så er der ekko. Ekkoet i skoven svarer fuldstændig til ens egne ord. Deraf billedet. Så hvad er det, vi råber op om, og hvilke svar forventer vi? I sprogundervisningen er det i hvert fald en klassiker med meget upræcise spørgsmål à la: “Jeg kan ikke holde styr på alle de der småord, hvorfor er de så svære?” Når jeg så spørger ind til, hvad man mener med ’småord’, så viser det sig jo altid, at de kan rubriceres. Så jeg træner mine kursister i at forstå sprogets materiale, nemlig ordklasserne, så de kan stille helt præcise spørgsmål, så som: “Hvordan får jeg styr på stedordene, spørgeordene, tidsbiordene?” osv. For er der noget at svare på. Hvordan kan man nogensinde forvente svar på noget, man ikke selv kan definere? Det må starte med os selv og vores egen sproglige bevidsthed. Du skal selv vide, hvad du kan og ikke kan af det stof, du har arbejdet med. Giv alting overskrifter og renskriv en gang i mellem dine noter, så alt hvad du skal vide om én kategori bliver samlet, eller lav omvendt en fyldestgørende oversigt med sidehenvisninger til dit noteshæfte. For hvor er det nemt at give op ellers med alle de der udefinerbare spørgsmål og ende med at råbe “Hjælp!” i skoven og få et rungende “Hjælp!” tilbage. Det gælder faktisk med alle livets spørgsmål, og det er ikke det fedeste sted at placere sig, så tag medansvar for din egen indlæring og allier dig med en god hjælper for de gode svar.

 

Share →