Mange taler om italiensk som det mest musikalske sprog; der er intet nyt i lydsidens musiske magi eller sætningernes puls. Men få taler om ordenes velsmag – det at et ord ligger godt munden, som man siger, så det finder jeg vigtigt at dvæle lidt ved her. For kender de fleste af os ikke dét at blive helt fortryllede af nogle særlige yndlingsord, som kan få os til at le og smile? Ja, få hjertet til at synge! Nogle yndlingsord vi bare elsker at gå rundt og sige for os selv? Ord vi aldrig glemmer?
Kunsten at lære og tilføje nye ord til sit ordforråd handler i høj grad om give sig tid til at smage på det nye sprog – nøjagtig som man smager på ny mad. Smage for at lære det at kende og smage sig frem til sine yndlingsretter og yndlingsord. Italiensk mad er jo enkel og “ligetil”, måske blot krydret med lidt olie, salt og citron, ligesom sproget er lige til og enkelt og krydret med nogle særlige lyde. Kendetegnet for de italienske særlyde er deres fylde: Italiensk fylder ganske enkelt mere at udtale end dansk i munden. Denne mundfylde, som japanerne kalder umami, afføder, ligesom de fem grundsmage, en hørbar balance og velsmag, der gør ordene helt vidunderlige at udtale.
Den afføder ligeledes en sund sproglig mæthedsfølelse, idet lidt er rigeligt, når det er god kvalitet. Du behøver ikke stoppe dig med nye ord for at lære sproget hurtigere. Du behøver derimod bare sætte dig til (skrive-)bords og give dig god tid til at smage på retterne.

Share →