Som barn af en italiensk far og en dansk mor (der i øvrigt talte flydende italiensk, før hun overhovedet mødte min far) er jeg vokset op i et to-sprogligt hjem, dvs. et hjem med dobbelt op på muligheder for at udtrykke sig. Det var ikke sådan sat i system, at min mor kun talte dansk og min far kun italiensk (endsige veneziansk dialekt) – snarere var der tale om et acceptabelt miks og ordvalg af dét, der lige kom først til én, sådan at en sætning kunne indeholde både danske og italienske ord eller (endnu værre) danske ord med italienske endelser og andre mærkværdigheder. På en måde et meget indforstået sprog for miljøet af dansk-italienere, vi altid har bevæget os i, idet min mor arbejdede på den italienske ambassade og min far for Alitalia. Udfordringen var så at begå sig på udelukkende ét af sprogene udenfor vores lille familie. Ligeledes måtte jeg selv (pinligt) erfare på mine første alene-rejser til Italien, at meget af dét, jeg troede var italiensk, faktisk var dialekt og dermed totalt uforståeligt for andre fra andre italienske regioner. Det var ligeså pinligt at opdage, at visse vendinger var passé… vendinger, som min far jo stadig brugte, fordi han talte det sprog, der taltes i slutningen af 70’erne, da han forlod Italien. (Pinligheden førte vel uundgåeligt til, at jeg satte mig for at studere italiensk og sidenhen blev cand.ling.merc. og statsautoriseret translatør.) Tilbage til opvæksten i Danmark husker jeg, hvordan jeg altid forsøgte at opstille små grammatiske regeler og forklaringer for min far, når han kom til at bruge dansk lidt skævt. I en tidlig alder trænede jeg – uden at ane det – evnen til at skabe sammenhæng og overblik over to sprog i komparativ sammenhæng. Hvis min far fx kom til at sige ‘ik’ i stedet for ‘vel’, gik lille Laura i tænkeboks og fandt ved hjælp af en masse eksempler på begge sproglige situationer ud af, at ‘ik’ bruges afsluttende i bekræftende sætninger og ‘vel’ ditto i benægtende sætninger. Og så fortalte jeg glad min far om mine sproglige opdagelser og mærkede stor glæde ved at kunne formidle sådan et budskab. Jeg var i fuld gang med at gå vejen som underviser. Med stort set alt i livet holdt jeg af at lave manualer til gavn for andre. Jeg satte mig ind i ting, sugede essensen ud af det og lavede ‘Jørgen Clevin-tegninger’ med 1, 2, 3 – fremgangsmåder. Og sådan blev det så, at jeg i dag som voksen lever af at formidle essenser og sammenhænge til andre voksne i form af min italienskundervisning. Jeg lever af dét, der falder mig naturligt og let for, trækkende på et livs erfaring med voksenundervisning. Og jeg oplever, at min særlige sprogopvækst netop er blevet min fordel og ‘trumfkort’ i arbejdet med at formidle, hvorfor danskere og italienere tænker og udtrykker sig, som de gør.

Share →