Det er årstid for hyldeblomster, og mens jeg stod og bryggede saft af dem hjemme i køkkenet, begyndte mine tanker at lede mig mod paralleller til indlæringsprocessen, som kan forklares således: Man har flittigt høstet en mængde viden (‘hyldeblomster’), som skal bearbejdes (koges ned) til lagring. Faktisk skal det simre et par døgn, før man skal røre ved det igen. Så kommer filtreringen, hvor man ‘presser citronen’ og sier alt fra, til man kun har det rene koncentrat tilbage; essensen. Den skal smages til og derefter hældes på flasker. Man kan kun få essenser frem på denne måde: indsamle, simre, presse, si, tilsmage og gemme… Nøjagtig sådan processer hjernen denne vanskeligt målbare størrelse, som sprog er. Vi bliver nødt til at lade nyt/komplekst stof bundfalde og samle sig, før vi kan anskue det med nye øjne og putte det på flasker og formler, som vi kan tage frem og benytte på de rigtige tidspunkter. Tidsestimeringen er individuel men kræver altid tid og tålmodighed. En gang i mellem må vi forholde os til de gamle flasker og smage dem til eller lave nye – og det viser sig at være den bedste, individuelle sprogmåling, for kun du ved, hvornår ekstrakterne ikke længere er nødvendige at have på hylden, og hvornår der skal udvindes nye. Dét, der engang var svært, er blevet nemt, og så skal der atter indsamles ny viden, som skal simre, presses, sies, tilsmages og gemmes med en ny etikette. Gamle noter omskrives og nye formuleres. Det er motiverende at rydde op på de mentale hylder, fordi det bliver så tydeligt, hvor man – ved oprydning og tilbageblik – befinder sig sprogligt, og fordi man synliggør det ellers usynlige. Og når du har forvandlet det komplekse til et koncentrat, kan det også serveres på et sølvfad for andre.

Share →