Når man har besluttet sig for at kaste sig over noget nyt, ser man i al sin iver og entusiasme som regel kun fremad. “Videre, videre!” For man har jo sit mål. Man suser derudad båret på sin entusiasmes vinger og spiser med stor appetit og vellyst af alt, hvad det nye har at byde på. Indtil… de fleste rammes af kompleksiteten og det uoverskuelige i endnu at have meget langt til ens selvdefinerede mål. Man går kold. Her vil jeg råde alle til at stoppe op og vende sig om og se på den tilbagelagte distance. For lige så vigtigt som det kan være at sætte sig fremadrettede mål, lige så vigtigt er det at vide, hvad man kan – og kunne det godt. Det fine i at se tilbage er genkendelsens glæde, som også tit byder på gevinsten at kunne finde vej. Når man vender sig om, kan man pludselig genkende stier, pladser og pejlemærker – en erkendelse man ville være foruden, hvis man blot har travlt med at komme videre. Det gælder turisten i fremmede byer, såvel som det gælder hjernens stier, pladser og pejlemærker. Hver eneste gang vi genkender, er det som at tegne hjernens stier kraftigere op, og du bliver en bedre og dygtigere vandrer. Hvad betyder det dog at spæne derudaf, hvis du ikke har bidt mærke i væsentlige detaljer på vejen, som skal hjælpe dig i vanskeligere terræn? Sprog kan være en svær størrelse at måle, men et godt pejlemærke er at lave nogle øvelser fra et tidligere stadie og herved erkende, at noget faktisk sidder fast og kan løses på kort tid. Noget der på begynderstadiet var udfordrende er blevet så let, og det er en værdifuld erkendelse og et sundt fokus i modsætning til et disillusioneret fokus på alt det, du ikke kan. Så når mismodet melder sig, så stop op og se dig omkring på din sprogligt tilbagelagte distance.

Share →