Der er mange faser mellem begynder og flydende. For mange begyndere (med en indre perfektionistisk trold) er fokus helt forfejlet fastlåst på flydende. Med dette fokus “kan man ingenting, før man er flydende”. Det har jeg nu hørt så mange gange, at jeg bliver nødt til at skrive lidt om det. Du har haft hele dit liv til at anvende dit modersmål. Du har bevæget dig i alskens kredse og lært fagsprog, slang og jargon. Men det er højst sandsynligt ikke dét, du har brug for, når du er turist i Italien – vel? Når du starter til italiensk, skal dit største engagement ligge i at udnytte det ordforråd, du har. Om du kan sige 3 sætninger og 10 ord, så terper du dem, og glæder dig over det du kan. Man kan udtrykke sig helt utroligt meget i simpel nutid, så lad være med allerede der at sukke over, at du ikke kan datid og tale længe om, hvad du gjorde i går. Brug det du kan og udnyt det til fulde. Dit fokus skal kun være dér – på det du kan. Så vil du lynhurtigt besidde et drønsolidt sprogfundament. Jeg har set så mange gange, at dem der ikke kan/vil fokusere, famler i blinde og slår sig i hovedet over at have brug for hjælpemidler. “Jeg burde kunne det nu. Det er ligesom at gå med stok, Laura, når jeg vil løbe”. “Nuvel, men så længe du har brækket benet, skal du gå med stok og fokusere på din genoptræning. Ellers smider du aldrig stokken!” Mind dig selv om, hvor du er. En begynder er… begynder! Men man kan være super dedikeret begynder og accellerere med lysets hast. Kan du se forskellen? Og til de matematisk tænkende vil jeg slutte af med at minde om, at en hvilken som helst mængde er 100%. Selv det lidt du kan er 100% Det er din sprogmængde, og den bestemmer du selv til hver en tid, om du vil mestre 100%.