I sidste uge deltog jeg i et seminar om hjerneprocesser ved sprogindlæring, og jeg vil meget gerne dele noget af den spændende nye viden med jer, der er i fuld gang med at lære sprog. Disciplinen kaldes neurodidaktik og er et tværfagligt forskningsområde inden for neurovidenskab, didaktik og psykologi. Den beviser at: Indlæring = antal synapseforbindelser mellem neuroner (nerveceller), hvilket vil sige, at hver eneste gang vi opfatter og sanser et for vort modersmål fremmed ord, danner vi synapseforbindelser, der styrker det neuronale netværk i hjernen. For at kunne lagre fremmedord må de opfattes ca. 20 gange og anvendes omkring 80 gange. (Faktisk kan man glemme sit modersmål fuldstændigt på kun 10 år, hvis man på ingen måde er i kontakt med det!) Hvem sagde repetition? Og hvorfor er det, at mange voksne sprogstuderende er så hårde ved sig selv, når de bliver irriterede over, de ikke kan huske et ord, de har slået op 1 gang før? Det altafgørende – og forskningens glade budskab her – er at finde dét, vi lærer, relevant! Relevans er en forudsætning for, at stimulus overhovedet kan passere det limbiske system (amygdala + hippocampus) og danne nerveforbindelser i hjernens subcorticale områder. Ved repetition OG overbevisningen om, at informationen er relevant, interessant og følelsesmæssigt positivt kodet, trænger det efterfølgende ind i cortex, hvor det lagres. Positive følelser udløser dopamin (glæde og motivation) og også endogene opoider så som endorfiner, der leder til en enormt øget effektivitet, bedre evne til informationslagring og en stærk motivation for at lære mere for at opleve den samme “good feeling” igen. Opoiderne styrker selvtilliden, ens velbefindende og livsglæde og fjerner stresshormoner (noradrenalin). Står man omvendt overfor noget, man ikke bryder sig om, stiger noradrenalinet og blokerer for passage via det limbiske system til indlæring. Ved tvang og modstand kommer informationen simpelthen ikke igennem det limbiske system. Derfor er det så vigtigt at finde glæde i alt det, vi gør – især når vi som voksne vælger noget (nye sprog) frivilligt! Og hvis vi dertil smiler og griner, mens indlæringen står på, stiger vores opmærksomhedskvote (acetylcholin). Og det viser sig ydermere, at hjernens aldringsproces nedsættes, når vi bruger begge hjernehalvdele samtidigt (interhemisfærisk). Lige så snart noget bliver vane, er det trods sin kompleksitet ikke længere hjernetræning, og så må vi skifte tilgang, men det burde heller ikke være nogen sag, når nu vores hjerneceller bliver ved med at forny sig op til 75 års-alderen 🙂
JEG glæder mig til de mange nye italienskforløb henover efteråret og til at udskyde din aldringsproces! Kh Laura